Kunst i Stenum
Hvert år i marts står store dele af landsbyen Stenum på den anden ende, for da har vi nemlig kunstudstilling på friskolen. Den første udstilling fandt sted i 1992, og i 2025 vil det være 33. gang, der arrangeres udstilling.
Idéen til udstillingen opstod i kølvandet på friskolen, der har eksisteret siden 1988. Den første bestyrelse var i sagens natur interesseret i at udbrede kendskabet til skolen og besluttede derfor at prøve med et “åbent-hus” arrangement for at præsentere koncept, lokaler og omgivelser. For at lokke folk indenfor annoncerede man med en lille kunst- og kunsthåndværksudstilling med 5-6 mere eller mindre lokale udstillere. Idéen viste sig at være en succes såvel for skolen som for selve udstillingen.
I de seneste mange år har vi holdt udstilling med ca. 40 udstillere fra nær og fjern inden for så forskellige kunstarter som maleri, keramik, skulptur, glas, smykker, foto, tekstil, træarbejde samt bonsai- og blomsterkunst. Udvalget bestræber sig på at sammensætte en udstilling, der er alsidig og som har høj kunstnerisk kvalitet, hvilket betyder, at udstillingen er velrenommeret, og vi hvert år kan glæde os over et meget fint besøgstal.
Som nævnt involverer udstillingen store dele af beboerne i Stenum og omegn, heriblandt skolens elever, lærere og pedel samt kunstudvalg og mange frivillige hjælpere. Skolens 6. klasse står for kunstcaféen, hvor overskuddet går til deres tur til Bornholm i 7. klasse.
Som det fremgår er den årlige kunstudstilling blevet en del af byens og skolens puls, og vi ser frem til denne festlige begivenhed hvert år i marts!