Velkommen i børnehaven
I Tolstrup-Stenum Børnehave kender alle hinanden – det gør os til noget særligt og det er noget vi værner meget om. Vi ligger midt i naturen med skov, mark og sø lige i nærheden og vi benytter desuden også skolens faciliteter og vores egen store legeplads.
Vi har et tæt samarbejde med dagplejerne og skolen, så børnene får en tryg og glidende overgang fra dagpleje, til børnehave og videre til skolelivet.
Hos os er barnets trivsel i fokus i en hverdag med tryghed, glæde, nærvær, leg og læring – i tæt samarbejde med jer forældre, som vi ser som de vigtigste medspillere i barnets hverdag.
7 gode grunde til at vælge Tolstrup-Stenum Børnehave
TRYGT OG OVERSKUELIGT MILJØ
Vi er en lille, lokal børnehave, hvor alle kender hinanden. Her møder børnene en varm, genkendelig hverdag, der skaber tryghed og nærhed.
NÆRVÆRENDE VOKSNE
Vores personale har tid og overskud til at se det enkelte barn og opbygge stærke relationer. Alle voksne kender alle børn og følger dem tæt i deres udvikling og trivsel. Vi stræber altid efter at være en børnehave af høj kvalitet for alle børn.
NATUR OG UDELIV
Med vores beliggenhed tæt på sø, skov og landbrug får børnene dagligt mulighed for at udforske naturen. Vi har desuden en stor og inspirerende legeplads, der giver rige muligheder for leg, læring og bevægelse under åben himmel.
FÆLLESSKAB
Hos os leger børnene på tværs af stuer og alder. Vores tætte samarbejde med skolefritidsordningen styrker både børnenes sociale kompetencer og deres evne til at vise empati.
ALSIDIGT OG TÆT SAMARBEJDE
Vi lægger vægt på åben dialog og god kommunikation med forældrene. Vi samarbejder også tæt med dagplejen, friskolen, kommunen og PPR. Kendte voksne følger barnet hele vejen fra børnehave til førskole og ind i skolelivet, hvilket skaber en tryg overgang.
KREATIVITET, BEVÆGELSE OG LEG
Vi prioriterer kreative aktiviteter, sproglig udvikling, bevægelse og fantasilege, der stimulerer børnenes nysgerrighed. De ældste børn går til svømning, hvilket styrker både kropsbevidsthed og selvstændighed.
LOKALT FORANKRET
Vi er en aktiv del af Stenum og omegn. Børnene lærer om deres nærmiljø og deltager i lokale traditioner. De kan blive hentet i børnehaven og fulgt til fritidsaktiviteter i den lokale idrætsforening.